Cofoco Airport Solutions

Man skal ikke skue hunden på hårene og bedømme det meget lidt fashionable udseende køkken på Amager Landevej alene på sin facade. Den kan godt få én til at tænke på samlebånd og fabriksarbejde og røber ikke noget om det køkken, hvor man med en god portion idealisme vil lave mad, der gør en forskel. I Cofoco's store køkken i Kastrup, der ligger kilet ned mellem Lufthavnen og motorvejen, viser vi, at sandwiches, frost- og færdigretter og meget andet convenience food kan laves fuldt af smag, selv om retterne kommer ud af et storkøkken. 

Vores store køkken beskæftiger i dag ca. 100 medarbejdere, som i tæt samarbejde med vores udviklingsafdeling arbejder med det kolde/varme køkken, eget bageri og et velfungerende pakkeri. Det er her, vi blandt andet laver nytårsmenuer i tusindvis og en lang række private label-retter til store kunder som 7-eleven, Coop, Irma, Meny og mange andre.

Der er ingen robotter i køkkenet, og maskiner er der kun få af. De bruges kun til de hårdeste arbejdsgange. Det er nok trods alt meget godt for ham, der rører de 2,5 ton hjemmelavet mayonnaise om ugen, at han har en stor røremaskine til at hjælpe til. Og i de store gryder, hvor der bliver lavet fx den coq au vin, der sidste år vandt Børsens fødevarepris, bliver der rørt med store grydeskeer, og det hele følges nøje af kokken, der er på arbejde. Og det er vores hold af bagere, som former müsli-, palæo- og andre barer i hånden i små specialproducerede forme.

På papiret har vi et storkøkken, og det lever vi op til - men oppe i hovedet driver vi et restaurantkøkken i større skala. Det er den selvopfattelse, der er udgangspunktet for den mad, vi laver. Og det var det, der var motivationen, da vi startede køkkenet op: Vi vil have det at lave mad i store mængder tilbage til det, det handler om - nemlig smagen! Det er også derfor, alt bliver lavet fra bunden, at der ligger gode oste og frisk laks i kølerummet, og at der bliver brugt  rigtigt smør og friske krydderurter. Smagen er altid pejlemærket. Smager det ikke ordentligt, så gider vi ikke lave det. Men vi udnytter vores stordriftsfordele, så vi stadig kan levere stor gastronomi til små priser.

Alle priser er i danske kroner inkl. moms, hvis ikke andet er angivet. Der tages forbehold for trykfejl og prisændringer. Se gebyrsatser på kreditkort
Cofoco © 2017 - Kontakt - Cookies&Privatliv