Ny restaurant på Vesterbro - Jah Izakaya

Vinteren 2016 åbnede Jah Izakaya & Sake Bar på Gasværksvej 21 i lokaler, der tidligere husede den legendariske koreansk-japanske restaurant O Mo Nim.

Da O Mo Nim stod til at lukke, besluttede vi sammen med den nu afdøde ejers svigersøn Satoru Inoue og Jonas Hartz, at ånden fra stedet burde videreføres, om end i et nyt restaurant, der igen skulle introducere et autentisk køkken i København og ideen til Jah Izakaya & Sake Bar blev født.

Hvad er en Izakaya?
Traditionelt set er izakaya-køkkenet “bar foods”, eller lidt populært sagt, Japans svar på tapas. Det består af relativt enkle retter serveret sammen med sake, øl og i dette tilfælde naturvin i rigelige mængder. Ligesom med spanske tapas bestiller man små tallerkener og anretninger med f.eks. sashimi og gyoza – både kolde & varme retter – som man løbende får serveret til deling. Vi kalder det japansk ”soul food.”

Den lokale izakaya-restaurant er det sted, hvor japanerne tager hen efter arbejde og deler livets oplevelser efter en lang dag. Det er uformelt, ganske støjende og aldrig kedeligt.

Christian Lytje forklarer:

”Egentlig er det ret simpelt. Vi ønskede at skabe et sted, som vi selv savnede at opleve i København. Vi har på dette projekt teamet op med gode venner Satoru og Jonas, Jonas som vi bla for et par år siden lavede Llama med. Som navnet afslører er Satoru japaner og har derigennem været med til at sikre at stedet blev ægte. Vi ønskede nemlig at skabe et sted med den autentiske smag og stemning af ægte izakaya. København har meget at byde på rent madmæssigt, men izakaya i sin rene form, lavet fra bunden, er ikke almindeligt i København”.

Japansk køkkenchef
At skabe et autentisk køkken fra bunden så langt ”hjemmefra” kræver en køkkenchef med et særligt talent og drive. Det har vi fundet i køkkenchef Shinya Ito og souschef Ai Itamura.

Shinya Ito har en fortid inden for ”fine dining” med bl.a. 8 års erfaring som sashimi chef, herunder tre år på den dengang 3-stjernede Michelin-restaurant Kojyu i Japan. Han har desuden været køkkenchef på den japanske ambassade i København. Jah er i øvrigt så vidt muligt økologisk og biodynamisk.

Anmeldelser

Anmelderne har taget godt imod Jah Izakaya & Sake Bar, og du kan læse nogle af anmeldelserne her:

White Guide (74/100 - “Meget god klasse”)

Politiken (4 hjerter)

Berlingske (4 stjerner)

Fakta

Rent prismæssigt er Jah Izakaya & Sake Bar en restaurant i mellemklassen med mindre retter fra 35 kr.-150 kr. Man kan enten bestille á la carte eller man kan lade kokken sammensætte en tasting-menu til 350 kr., hvor man får smagt meget af menukortet.

Åbningstiderne er:

Mandag til lørdag fra kl. 17.30-24.00.
Baren har åben til kl. 01.00 fredag og lørdag.
Søndag lukket.

JAH Izakaya & Sake Bar – Gasværksvej 21 – 1656 København V - 38 41 27 21
Book bord her
Se hele menuen her


Alle priser er i danske kroner inkl. moms, hvis ikke andet er angivet. Der tages forbehold for trykfejl og prisændringer. Se gebyrsatser på kreditkort
Cofoco © 2017 - Kontakt - Cookies&Privatliv