Græsk aften for dansk flygtningehjælp

Torsdag den 10. maj afholdt Cofoco Græsk Aften med Simon Jul som vært til fordel for unge uledsagede flygtninge. Det blev en på alle måder vellykket aften, der endte således at Cofoco og Simon Jul nu kan overdrage 105.000,- til Dansk Flygtningehjælp Ungdom.

Humøret var højt allerede før de forventningsfulde gæster havde fundet vej til langbordene på Oysters & Grill. På gaden hang det græske flag klar i solen og bød velkommen til, hvad der skulle vise sig at blive en særdeles livlig og græsk aften. 
 
Ikke længe efter sidste mand havde sat sig til bords, trådte aftenens vært Simon Jul frem fra køkkenet og leverede den første af flere stærkt underholdende taler i løbet af aftenen. Simon åbnede med at fortælle om sin kærlighed til det græske køkken samt aftenens nøje sammensatte menu, som bestod af specialiteter fra det græske øhav fortolket a la Simon Jul i samarbejde med Oysters & Grills kokke.
 
På bordene stod kølig retsina, ouzo og hvidvin klar, og mellem bordene skålede gæsterne ivrigt med hinanden til toner af græske fortolkninger af disco hits, festligt afbrudt af YAMAS! og OPA!
 
Fade med fava og fladbrød, vinbladsruller, dybstegte zakanaki med Tebstrup gedeost blev herefter sendt rundt mellem de sultne gæster, som kom hinanden tættere med delekonceptet. Anden servering bestod af hel grillet torsk, blækspruttesalat, tomatsalat og yoghurtdip efterfulgt af græsk salat, grillet lammebov og souvlaki. Menuen blev afsluttet med is på græsk yoghurt med honning og pinjekerner samt mandelkager med olivenolie som tilbehør til kaffe og metaxa. Herefter var det selvfølgelig tid til aftenens første muntre Zorba, og så var bar og dansegulv ellers åbent frem til kl. 02… 

105.000,- til Dansk Flygtningehjælp Ungdom
På forhånd var hele omsætningen fra aftenen afsat til et rigtig godt formål, nemlig DFUNKs arbejde med unge uledsagede flygtninge, og det blev altså til en check på 105.000DKK, som de unge skal på sommer camps for til sommer – et beløb vi er meget stolte over at kunne overdrage til DFUNK og deres værdifulde arbejde. 

Christian Lytje, Ejer af Cofoco:
Vi er super glade for at Simon havde lyst til at lave denne fantastiske middag sammen med os, og samtidig er vi stolte over at kunne videregive et så fint beløb til dansk flygtningehjælp og deres arbejde med uledsaget flygtningebørn. Vi håber samtidig på, at det kan være med til at sætte ekstra fokus på dansk flygtningehjælps vigtige arbejde, for bla unge flygtninge.

Vi takker vores leverandører for at være med til at gøre denne aften mulig:

Sprit & Co - KEW Gin and Pure Green Vodka 
HKI Ost - ost og mejeri
Lieu dit - vine
WP Kød - kød
Fiskerikajen - fisk


Læs mere om Dansk Flygtningehjælp Ungdoms sommer camps: 

http://www.dfunk.dk/sommer