Smagens Time 2022 - en kulinarisk oplevelse kun for børn
En restaurantoplevelse i børnehøjde - ingen voksne velkomne!
Hvert år afholdes Smagens Time - en restaurantoplevelse udelukkende for børn - og vi havde i sidste uge endnu engang fornøjelsen af at være en del af dette koncept.
I samarbejde med Melting Pot Fonden blev børn i alderen 5-15 år inviteret til middag på en række restauranter fordelt i hele landet. For vores vedkommende var det Delphine, Spuntino, Jah Izakaya, Les Trois Cochons og Restaurant Cofoco der kunne åbne dørene for en masse skønne, unge mennesker til en fornem 3-retters middag.
Vi er stolte af at være en del af et koncept, der både udfordrer og beriger smagssanserne hos de unge. Vigtigst af alt er vi stolte af, at kunne tilbyde lige netop dét, vi hos Cofoco er bedst til - at levere en madoplevelse der omfavner alle og sent vil glemmes.
Tak for besøget!