Cofoco åbner hotel i København

Cofoco har købt Hotel Copenhagen Crown på Vesterbrogade 41 i Kbh. Adressen har en lang historie som hotel og går helt tilbage til omkring 1880. Hotellet har heddet Copenhagen Crown de sidste 30 år, men får nyt navn med ejerskiftet. Hotellet bliver Cofocos første, og om tilføjelsen siger Cofocos direktør og ejer Christian Lytje: 

Vi har igennem længere tid ønsket at gå ind i hotelbranchen og har ledt efter det rigtige sted i København, som vi nu har fundet på Vesterbrogade 41. Samtidig med købet af hotellets drift har vi fået mulighed for at købe bygningen. Dette giver os en unik mulighed for at skabe præcis det hotel, vi ønsker, og renoveringen er faktisk allerede i fuld gang. Vi forventer at hotellet står helt færdigt i løbet af sensommeren.

Hotellet kommer til at indeholde 90 værelser, hvoraf et par stykker af dem har en lille tilhørende have. Derudover indrettes stueetagen med et større lobbyområde og en hyggelig gårdhave. Begge vil være åbne for både hotellets gæster og københavnere til kaffe, drinks og vin hele dagen igennem.

Det er vigtigt for os at lave et hotel, hvor man har lyst til at hænge ud andre steder end på sit værelse. Det kunne f.eks. være i gårdhaven en lun sommeraften eller i stueetagen, hvor du både kan slappe af, sidde og arbejde eller mødes med vennerne til et glas vin. Vi vil gerne skabe et hotel, som indbyder til at møde nye mennesker, og derfor er det også vigtigt for os at lave et sted, som københavnerne også har lyst til at bruge, og i det hele taget et sted hvor alle kan have det sjovt. Derfor kommer vi også til at lave forskellige åbne kulturelle arrangementer på hotellet som f.eks. koncerter, foredrag, vinsmagninger, arrangementer og oplevelser der bringer mennesker tættere sammen.

Vi vil skabe et hyggeligt og personligt hotel, hvor bæredygtigheden er i fokus, og selvfølgelig i et prisleje der er til at betale, – altså præcis samme mantra som vi har succes med på vores restauranter. Vi ser en stærk synergi mellem vores restauranter og hotellet, og vi tror på, at vi med hotellet kan være med til at give folk en endnu bedre oplevelse, når de besøger København.” siger Christian Lytje.

Vi glæder os meget til at slå dørene op og vise jer indenfor i sensommeren.